Produkter og priser
Om Brandt
Opskrifter
Service
 

Pyrolyse fra Brandt

Hurtig og effektiv rengøring af ovnrummet
Pyrolyse er en nem og særdeles effektiv måde at rengøre din ovn på - helt uden brug af kemikalier, dyre rengøringsmidler eller knofedt. En speciel, meget glat emaljeoverflade i ovnrummet gør det muligt at foretage rengøring ved hjælp af pyrolyse.

Ved pyrolyseprocessen opvarmes ovnrummet til 500°C. Det sker over en periode på ca. to timer. Ved denne meget høje temperatur omdannes alle fedt- og madrester i ovnrummet til en fin aske. Efter en afkølingsperiode på ca. 30 minutter skal du blot tørre askeresterne af med en fugtig klud, hvorefter ovnen er skinnende ren igen.

Lugtfri returluft
Alle Brandts pyrolyseovne er udstyret med en indbygget katalysator (luftfilter), som renser luften fra ovnen, inden den sendes retur til køkkenet. Den høje temperatur i filteret brænder næsten alle lugtstoffer væk, så luften bliver ren og næsten lugtfri.

Ved at skabe et kontrolleret undertryk i ovnrummet sikres det, at lugten ikke siver ud langs ovnkanten, men i stedet ledes gennem det indbyggede luftfilter.

To niveauer
Alt efter, hvor snavset ovnen er, kan du vælge pyrolyse på to forskellige niveauer: Totalpyrolyse, som anvendes ved meget snavset ovnrum, eller Pyrolyse Eco, som er tilstrækkelig, hvis ovnen er knap så snavset. Pyrolyse Eco bruger ca. 25% mindre energi end Totalpyrolyse.

Når du starte pyrolyseprogrammet, låses ovnlågen automatisk. Hvis programmet afbrydes, kan ovnlågen af sikkerhedsgrunde først åbnes igen, når temperaturen i ovnen er faldet til under 270°C.

Billig totaløkonomi
Pyrolyseprogrammet bruger selvfølgelig energi, når det benyttes, f.eks. bruger pyrolyse Eco 3,01 kWh. Men på grund af pyrolyseovnens ekstra isolering sparer du faktisk energi i det daglige, så pyrolyseovnen er billig i drift.